Hvis noget har succes nu om dage, skal det selvfølgelig være en franchise. Det er nok klogt at forberede sig på det på forhånd, hvilket er præcis, hvad udviklerne hos Wildlight Entertainment efter sigende gjorde op til udgivelsen af Highguard. De havde dog naturligvis ikke forventet, at tingene ville gå, som de gjorde, med finansiering der blev trukket tilbage og afskedigelse af størstedelen af teamet blot få uger efter lanceringen.
Ifølge en ny rapport fra Bloombergs Jason Schreier, var teamet hos Wildlight "itching" efter at skabe et singleplayer-historiedrevet spil sat i Highguard-universet. Det blev sammenlignet med, hvordan Titanfall imponerede alle med sin multiplayer, hvorefter efterfølgeren også bragte en højt anset singleplayer-kampagne med sig.
Desværre skulle det ikke gå sådan. Schreier fortæller, at der nu er omkring 20 personer, der arbejder på spillet, hvor der før var et hold på 100 hos Wildlight. Tencent, spillets hemmelige bagmand, har trukket finansieringen, da Highguard ikke formåede at leve op til målene for spillerfastholdelse.
Der var flere faktorer, der førte til Highguards fald, men det lader til, at det vigtigste budskab, som gamere vil tage med sig, er, at nye live-service-udgivelser endnu en gang fejler i forsøget på at imødekomme de utroligt høje krav på det mættede marked.