Det begynder at føles som om, vi har et ret godt billede af Xbox Helix, hvilken slags konsol det er, og hvilken ydeevne vi kan forvente. Udviklingskits begynder at blive sendt ud næste år, hvilket betyder, at spiludviklingen sandsynligvis allerede er i fuld gang.
Men hvad med PlayStation 6? Vi har også hørt rygter om den, men slet ikke i samme grad som med Helix. Der er dog ingen tvivl om, at den er på vej. Betyder det, at Microsoft får et stort forspring på Sony, ligesom de gjorde med Xbox 360 over for PlayStation 3 - et træk, der dengang næsten kostede Sony hele generationen?
Nej, ikke hvis vi skal tro på en af internettets mest fremtrædende hardware-insidere. Vi taler om KeplerL2, som skriver på NeoGAF, at "Xbox og PS6 stadig er på rette spor til julesalget 2027." Han præciserer også, at "det samme" gælder for den rygtede bærbare PlayStation-enhed.
Kort sagt tyder meget på, at vi kun er lidt over halvandet år fra lanceringen af PlayStation 6 og Xbox Helix. Det tegner til at blive en generation, hvor Sony og Microsoft bevæger sig væk fra næsten identisk hardware til fordel for forskellige filosofier med hver deres styrker og svagheder.
Håber du på nye konsoller allerede næste år, og hvordan vil du opsummere den nuværende generation, der har været præget af live-service-titler, færre store udgivelser og et massivt fokus på velkendte spilfranchiser?