Stewie Griffin får sin egen spin-off serie

Serien vil lande imellem 2027 og 2028.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-03-16

En ny Family Guy-spinoff-serie er under udvikling, og denne gang følger vi det maniske barn Stewie Griffin. Serien forventes at få premiere i tv-sæsonen 2027-2028 og kommer fra Fox og Hulu, hvorefter den lander internationalt på Disney+.

Ifølge Deadline vil serien, der slet og ret hedder Stewie, fokusere på den ikoniske karakter, som bliver fjernet fra sin gamle børnehave og tvunget til at starte i en ny, der ikke ligefrem er i den bedste stand. Børnehavelivet er ret kedeligt for ungerne og klassens kæledyr - en 75 år gammel skildpadde - men da Stewie finder sit arsenal af opfindelser frem, som gør ham i stand til at rejse gennem tid og rum, begiver han sig ud på en række eventyr med sine nye kammerater.

Brian, Stewies elskede hund, vil dukke op her og der, men det menes i høj grad, at showet vil fungere som en selvstændig enhed uafhængig af Family Guy. Det ser for eksempel ikke ud til, at Stewies nye børnehaveliv vil have nogen indflydelse på hans nuværende historier i hovedserien.

Stewie slutter sig til rækken af andre sejlivede animerede serier fra Fox, såsom Family Guy, American Dad og The Simpsons. Det forventes dog, at Stewie vil få lidt kortere sæsoner end de andre shows, formentlig under de 15 afsnit per sæson, som de førnævnte serier producerer.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage