Ilya Remeslo havde brugt år som en pålidelig stemme for Kreml og opbygget en Telegram-følgerskare på 90.000 ved at angribe Putins kritikere. Sent tirsdag aften offentliggjorde han et manifest med titlen "Fem grunde til, at jeg stoppede med at støtte Vladimir Putin", og det gik næsten straks viralt (nogle af de store medier dækkede historien: Reuters, The Guardian osv.). Torsdag var han indlagt på en psykiatrisk afdeling.
I opslaget på Telegram anklagede Remeslo Putin for at føre en "fejlslagen krig" i Ukraine, som havde dræbt millioner og ødelagt Ruslands økonomi, hvilket efterlod almindelige borgere til at bære omkostningerne. Han opfordrede Putin til at træde tilbage og stille sig for retten som krigsforbryder. Det var en ekstraordinær vending fra en, der havde gjort karriere med statens retoriske arbejde.
Inden for cirka 48 timer rapporterede Sankt Petersborgs uafhængige avis Fontanka, at Remeslo var blevet indlagt på byens psykiatriske hospital nr. 3. Hospitalets informationsskrank bekræftede, da de blev kontaktet, at en patient med hans navn var registreret og kunne modtage pakker. Der blev ikke givet nogen grund til hans optagelse.
"Vladimir Putin er ikke en legitim præsident. Vladimir Putin skal træde tilbage og stilles for retten som krigsforbryder og tyv." Dette stammer fra Remeslos virale Telegram-indlæg, offentliggjort natten til den 18. marts 2026.
Praksissen med at indespærre politiske dissidenter på psykiatriske institutioner (kendt i sovjettiden som strafpsykiatri eller psikhushka) var et kendetegn ved den sovjetiske stat. Diagnosticeret med opfundne tilstande som "sløv skizofreni" kunne kritikere af regeringen tilbageholdes på ubestemt tid uden rettergang. Menneskerettighedsorganisationer har i de senere år fulgt en genopblussen af sådanne praksisser i Rusland og vækker bekymring om, at psykiatrisk undertrykkelsesmaskineri bliver støvet af til en ny æra.
Ekkoerne af sovjetisk historie går ikke tabt for observatører. Psykiatrisk tilbageholdelse som et redskab til politisk kontrol (at indespærre besværlige mennesker ikke i fængsler, men på hospitaler, og omformulere uenighed som psykisk sygdom) var blandt de mest uhyggelige innovationer i den sovjetiske stat. Dens tilsyneladende genopdukken i 2026 bærer en vægt, som intet neutralt bureaukratisk sprog helt kan skjule.
Det, der gør Remeslos sag særligt slående, er ikke blot, hvad han sagde, men hvem han var, før han sagde det. Han var ikke oppositionsaktivist eller eksil, der sendte fra udlandet. Han var en pro-Kreml stemme, en mand der havde gjort karriere ud af statens retoriske arbejde og miskrediterede dem, der udfordrede Putin. Hans omvending var ikke en udefrakommende, der kastede sten. Det var en afhopning indefra, og måske gjorde det det mere truende, ikke mindre.
Reuters kunne ikke uafhængigt bekræfte omstændighederne omkring Remeslos hospitalsindlæggelse, og Fontanka specificerede ikke, på hvilket grundlag han muligvis var blevet indlagt.