Den 22. marts 2024. Det føles måske ikke som to år siden, især når man tænker på, at den dag gav os spillenes svar på "Barbenheimer", da Dragon's Dogma 2, Princess Peach: Showtime! og Rise of the Ronin alle udkom samtidig. Her to år efter har Capcoms fantasy-rollespil fejret jubilæet med nyt artwork, og det har sat gang i den helt store spekulation.
Det lyder måske ikke som noget særligt, men skarpsindige fans har nærstuderet billedet for ethvert tegn på nyt indhold, og ifølge TheGamer har de fundet potentielle beviser for en udvidelse. Det ser nemlig ud til, at en ny nordlig region kan blive udforsket i Dragon's Dogma 2, hvis man følger sporene i billedet.
<social>https://x.com/DragonsDogma/status/2035612518706487326</social>
Først og fremmest er der en helt ny karakter i billedet, som står med ryggen til os. Karakteren bærer vinterudstyr og pels, hvilket ikke rigtig passer til klimaet i grundspillet. Desuden er et brev i forgrunden blevet afkodet, og det lyder: "Sightings of griffins flying in from the northern region of Organ have been confirmed."
Det bekræfter ikke nødvendigvis noget og kan blot være Capcom, der tilføjer lidt ekstra farve til spilverdenen. Men med et salgstal på 4 millioner eksemplarer har spillet definitivt et publikum - et publikum, der med sikkerhed ville kaste sig over en "Dark Arisen"-udgave, præcis som det skete med det første spil.