En enstemmig afgørelse fra USA's højesteret har sat punktum for en juridisk kamp, der i årevis har raset mellem internetudbyderen Cox Communications og en række pladeselskaber med Sony Music i spidsen.
Sagen, der har bølget frem og tilbage i retssystemet i otte år, byggede på påstanden om, at Cox burde have afbrudt internetforbindelsen for brugere, der gentagne gange blev markeret for piratkopiering af musik. Sony blev oprindeligt tilkendt en erstatning på en milliard dollars - og før det 25 millioner dollars - men begge domme blev efterfølgende anket eller omstødt, selvom en jury fandt, at Cox "forsætligt havde krænket" ophavsretten på mere end 10.000 musikværker. Det samlede omfang af overtrædelser er dog formentlig langt større; Højesterets afgørelse henviser således til mere end 160.000 advarsler sendt til Cox via overvågningssystemer.
Kernen i konflikten var, om Cox kunne holdes ansvarlig for ikke at have lukket for internettet hos kunder, som de vidste benyttede forbindelsen til piratkopiering - og dermed om en internetudbyder overhovedet kan gøres ansvarlig for, hvad kunderne bruger deres adgang til.
Højesteretsdommer Clarence Thomas skrev i afgørelsen, at det "blot at yde en tjeneste til offentligheden" ikke er tilstrækkeligt til at fastslå et juridisk ansvar, selv "med viden om, at tjenesten af visse brugere vil blive benyttet til at krænke ophavsrettigheder". Retten fandt hverken bevis for forsæt eller "aktiv opmuntring" til pirateri, ligesom tjenesten ikke var specifikt designet eller skræddersyet til at krænke ophavsretten.
I et bredere perspektiv betyder dommen, at internetudbydere nu har en markant stærkere beskyttelse mod søgsmål affødt af brugernes handlinger. De er med andre ord ikke forpligtede til at agere politi på nettet ved at afskære adgangen for dem, der misbruger den. Denne afgørelse bringer de amerikanske tilstande tættere på reglerne i de fleste europæiske lande, hvor ansvaret alene påhviler den person, der begår selve overtrædelsen.