De seneste måneder er rygterne om den næste generation af konsoller væltet ind, og nu er vi nået til nye oplysninger om Sonys kommende hardware, som ser ud til at omfavne den digitale fremtid fuldt ud.
Nye rygter her i starten af april 2026 peger nemlig på, at PlayStation 6 vil blive lanceret helt uden diskdrev, samt at den kun vil have 1 TB lagerplads. I stedet vil man angiveligt forlade sig på nye teknologier til at komprimere teksturer, hvilket Sony håber kan reducere spillenes størrelse markant.
Beslutningen om kun at inkludere en 1 TB SSD siges at skyldes økonomiske hensyn. Den nyeste generation af lagerplads (Gen 5) er ikke billig, og da man naturligvis ikke vil gå på kompromis med teknologien og risikere at sakke bagud rent præstationsmæssigt, bliver 1 TB set som et fornuftigt kompromis.
Endelig nævnes det igen, at lanceringen af PlayStation 6 forventes at ske i 2027 eller 2028, lidt afhængigt af hvordan den globale situation udvikler sig. Det lyder ganske sandsynligt og flugter med, hvornår den næste Xbox også forventes at ramme markedet.
Hvad tror du om disse rygter? Er en PlayStation 6 uden diskdrev noget, du kunne være interesseret i?