Det teknisk imponerende eventyr fra Pearl Abyss er stadig noget der deler vandene, men blandt dem, der virkelig værdsætter Crimson Desert, er det tydeligt, at spillet nærmest er blevet til et deltidsjob. Ifølge friske tal her fra april 2026 bruger spillere i gennemsnit op mod 22 timer om ugen i spillets verden.
Tallene stammer fra analyseoplysninger fra Circana-analytikeren Mat Piscatella, der viser, at spillet i sin første uge lå helt i top på både PlayStation 5 og Xbox Series som et af de mest spillede spil målt på aktive timer pr. bruger. På PlayStation indtog det en flot andenplads (kun overgået af Path of Exile 2), mens det på Xbox var det mest spillede spil i den målte uge. Da dette blot er et gennemsnit, betyder det, at mange individer derude lægger langt flere timer i Pywel hver uge - niveauer, der minder os om World of Warcraft i dets storhedstid.
At det forholder sig sådan, er måske ikke så mærkeligt. Pearl Abyss har nemlig proppet en nærmest absurd mængde indhold ind i deres åbne verden. Det anslås, at det tager mindst 300 timer at opnå Platinum-trofæet (selvom de mest dedikerede "Pywel Legends" har formået at gøre det på omkring 160-170 timer ved at følge målrettede guides). Spilverdenen er så enorm, at det tager omkring seks timer blot at krydse kortet til fods, hvilket vidner om spillets oprindelse som et planlagt MMO.
<social>https://bsky.app/profile/matpiscatella.bsky.social/post/3mitlox4i5k2o</social>