Det er ikke hver dag, selveste Luke Skywalker træder frem og uddeler velsignelser, men det er præcis, hvad Mark Hamill nu har gjort. Og rosen? Ja, den er rettet mod ingen ringere end den nye Star Wars-boss Dave Filoni, der overtog tøjlerne, efter Kathleen Kennedy trådte tilbage tidligere i år.
Sammen med Lynwen Brennan er det altså Filoni, der nu står ved roret, og ifølge Hamill findes der nok ingen anden person, der er mere egnet til rollen. I et interview her i starten af april 2026 fremhæver han, hvordan Filoni arbejdede tæt sammen med George Lucas under arbejdet med The Clone Wars - noget, der har givet ham en næsten uhyggelig fornemmelse for, hvad Star Wars rent faktisk er.
"George was a mentor to Dave, so he knows George's sensibility"
Hamill, der har levet med rollen som Luke i snart et halvt århundrede, har desuden selv arbejdet sammen med Filoni i både The Mandalorian og The Book of Boba Fett. Noget, der ifølge ham er "rigtig gode sager". Det er også tydeligt, at Hamill værdsætter Filonis respekt for arven; han er ikke bare endnu et jakkesæt i et mødelokale, men en person, der er vokset op tæt på George Lucas.
Næste stop for Star Wars er biograffilmen The Mandalorian & Grogu, som markerer franchisens længe ventede comeback til det store lærred den 22. maj. Dette bliver dermed også den første store ilddåb for Filoni i hans nye rolle som leder.
Ser du frem til The Mandalorian & Grogu, og hvad håber du på at se fra Star Wars under den nye ledelse af Dave Filoni og Lynwen Brennan?