Nexon gennemgår deres spilprojekter og lukker et GTA-lignende fantasy-eventyr ned

Den nye CEO, Patrick Söderlund, reorganiserer hele molevitten.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-04-10

Tidligt i går rapporterede vi om omstruktureringen af NeoPle, studiet bag The First Berserker: Khazan, og hvordan størstedelen af holdet er blevet flyttet til en anden gruppe i Nexon kaldet Team R. Det viser sig nu, at dette ikke var den eneste ændring, som moderselskabet har foretaget i sin udviklingsafdeling.

Ifølge det koreanske medie MTN er der her i april 2026, efter udnævnelsen af den nye administrerende direktør Patrick Söderlund (grundlægger af Embark Studios og det nylige hit ARC Raiders), sat gang i en omfattende gennemgang af selskabets projektportefølje. Beslutningen er nu truffet om at aflyse Project EL, som havde været under aktiv udvikling i to år i Nexon Koreas Big Games Division.

Project EL var en stor satsning. Den begrænsede information tyder på, at det var et storstilet open-world sandbox-eventyr - noget i retning af et "fantasy GTA". Spillet var oprindeligt en del af EF-gruppen, men blev i 2024 flyttet til Big Games Division for at starte udviklingen for alvor under ledelse af Sim Ki-hoon, som tidligere har stået bag mobile MMORPG'er som AxE og TalesWeaver: Second Run.

Tilsyneladende har Söderlund understreget behovet for en gennemgang af alle Nexons udviklingsprojekter og annonceret planer om at implementere det produktionsstyringssystem, som bruges hos Embark Studios. Selvom der endnu ikke er meldt om fyringer, rapporterer mediet om "spændinger" internt i holdene og en frygt for, at flere projekter kan blive droppet. Vi opdaterer historien, hvis der sker nyt i løbet af de kommende timer.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage