Når disse leaks sker, kommer de ofte fra enten personer tæt på udviklingen af spillet eller fra personer, der på ulovlig vis har skaffet sig adgang til materiale fra spillet. Denne gang er det dog det officielle Indonesiske rating board (Indonesian Game Rating System (IGRS)), svarende til vores PEGI, der på grund af en sikkerhedsbrist, ved et uheld har kommet til at lægge masser af internt materiale frit tilgængeligt for offentligheden.
Der skulle være masser af spoilere i dette materiale og desværre er dele af internettet ikke sene til at dele den slags indhold. Der skulle blandt andet florere en video på omkring 60 minutter, som skulle afsløre hele 007 First Lights slutning. Det må være meget skuffende for IO Interactive, at denne slags materiale nu skulle være frit tilgængeligt, her 6 uger før spillets udgivelse - og hvis du overvejer at spille 007 First Light til maj, så pas godt på når du bevæger dig rundt på nettet den kommende tid.
Det er ikke kun 007 First Light det er gået ud over. Sikkerhedsbristen gav også adgang til internt materiale om Castlevania: Belmont's Curse og Assassin's Creed Black Flag Resynced, men der florerer dog ikke videomateriale omkring disse spil på nettet - endnu. Der skulle dog også florere nyt gameplay fra Bandai Namcos Echoes of Aincrad, inklusiv en cutscene, der skulle vise en vigtig del af historien.
Endelig skulle tusindvis af e-mailadresser på spiludviklere også være blevet offentliggjort i dette store leak, så det er bestemt ikke ubetydeligt materiale, som nu muligvis kan florere rundt på nettet.
Bemærk, at vi linker naturligvis ikke til kilder eller sites, som kan give adgang til denne slags materiale i vores nyhedsdækning.