Disney er midt i en omfattende omstrukturering - hvilket desværre ofte er virksomhedssprog for massive fyringsrunder - og denne gang mærker Marvel Studios for alvor effekten. Ifølge en rapport fra Forbes kan studiet miste op mod 1.000 medarbejdere.
Det er den nye Disney-chef, Josh D'Amaro, der driver disse forandringer efter at have overtaget ledelsen i marts. Fokus er på at strømline organisationen, reducere overlappende roller og samle markedsføringen under én fælles paraply - et skridt, der allerede har betydet, at marketingafdelingen er udpeget som et af de hårdest ramte områder.
Men det tungeste slag falder denne gang hos Marvel, hvor fyringerne rammer bredt på tværs af både New York- og Burbank-kontorerne. Film, tv, tegneserier, finans og jura - stort set alle afdelinger mærker konsekvenserne. Mest opsigtsvækkende er det dog, at næsten hele det prisvindende visuelle udviklingsteam hos Marvel Studios angiveligt er blevet opsagt.
Marvel har kæmpet med faldende publikumsinteresse og tårnhøje produktionsomkostninger siden Avengers: Endgame i 2019, og det er fortsat uklart, hvordan de planlægger at vende skuden. Fyringerne vil sandsynligvis gøre det endnu sværere at opretholde kvaliteten, og måske er det i virkeligheden et udtryk for, at Disney ønsker at nedskalere organisationen til et niveau, der bedre matcher den nuværende interesse for Marvel-universet.
Hvad det præcis betyder for de kommende projekter, må tiden vise. Spider-Man: Brand New Day har premiere i juli og er derfor næsten færdigudviklet, men status for decembers Avengers: Doomsday er nu mere usikker. Én ting er dog sikker: Marvel går en betydeligt sværere periode i møde.