Efter at Netflix trak sig fra kapløbet om at opkøbe Warner Bros., eller i det mindste mange af dets aktiver, stod det klart, at det blev Paramount, der løb med produktionsgiganten i en handel vurderet til 111 milliarder dollars.
Selvom der var indgået en principaftale, er det næste store skridt nu taget, da aktionærerne i Warner Bros. Discovery har godkendt Paramounts overtagelse, skriver BBC News. Det betyder, at såfremt konkurrencemyndighederne rundt om i verden er tilfredse med handlen, vil Paramount i sidste ende eje Warner Bros.
Dette er dog det store forbehold i situationen, da det kan være en udfordring at få så enormt et opkøb godkendt af de forskellige konkurrencemyndigheder - især når man tager det britiske Competition and Markets Authority (CMA) og EU-kommissionens tilsvarende organ i betragtning. Begge kan være skeptiske over for opkøb, der fører til stor konsolidering, som det var tilfældet med Microsofts køb af Activision Blizzard King for et par år siden.
Den nuværende tidsplan for overtagelsens gennemførelse er september, men dette virker som et "bedst mulige scenarie", der forudsætter, at konkurrencemyndighederne ikke har indvendinger.