Lige siden lanceringen har vi fulgt succesen for Capcoms Resident Evil Requiem, som har vist sig at være et kæmpe hit blandt både fans og kritikere. Ikke alene er spillet et af årets bedst bedømte projekter fra anmeldernes side, men det er også en massiv kommerciel succes med millioner af solgte eksemplarer i de to måneder, der er gået siden debuten.
I den forbindelse har Capcom nu reelt bekræftet, at Resident Evil Requiem er nået op på syv millioner solgte eksemplarer - og denne information stammer fra en kage af alle ting... Kort fortalt holdt Capcom for nylig en fest for at fejre milepælen, som bød på en kage med følgende besked (fanget af selveste Geoff Keighley): "Grace, congratulations on 7 million!"
<social>https://x.com/geoffkeighley/status/2047838418819006609</social>
Bedriften understreger endnu en gang, hvor succesfuld og elsket Resident Evil-franchisen er. Det viser også, at Capcom ser ud til at have luret det perfekte tidspunkt at udgive nye spil på; sidste år ankom Monster Hunter Wilds i februar og fik en lancering, der stadig får Requiems start til at se lille ud med otte millioner solgte eksemplarer på bare tre dage! Ganske vist mistede Wilds hurtigt pusten og har vist sig at have langt mindre udholdenhed end Requiem.