Vi får en helt ny serie af Steam-hardware i år. En ny Steam Controller, Steam Machine og Steam Frame, men mange pc-gamere havde håbet på en ny og opdateret Steam Deck til at fuldende rækken. I stedet må den gamle hund stadig følges med de unge hvalpe, da den håndholdte pc fra 2022 består. Den er stadig et ekstremt populært stykke værktøj, men den kæmper efterhånden med at køre visse moderne spil tilfredsstillende.
I en samtale med IGN kom Valve-programmør Pierre-Loup Griffais dog med en forholdsvis lovende opdatering om efterfølgeren til Steam Deck, selvom han ikke satte en udgivelsesdato på den.
"We're hard at work on it. And obviously every step of the way, if you look at our hardware projects over the years, you can draw a straight line from the original Steam Controller and Steam Machine to Steam Deck, to everything that we're announcing and shipping this year. And we expect Steam Deck 2 will be a lot of the same where a lot of what we're doing here will be learnings that build up to it," sagde han.
Vi ved, at Valve ønsker, at den nye Steam Deck skal overgå den gamle markant, når det kommer til ydeevne. Små opgraderinger på 20 til 30 % bedre performance er ikke nok for Valve, og derfor er det nok bedst, at de tager sig god tid, så de kan skabe en maskine, der er værdig til at efterfølge den hidtil mest populære håndholdte pc. Lad os bare håbe, at priserne på pc-komponenter er faldet lidt til ro, når den engang udkommer.