Spiders lukker formentlig snart dørene

Et salg af Greedfall udviklerne er ikke lykkedes og derfor forventes det, at udviklerne fra Paris snart vil blive lukket.
Tekst: Palle Havshøi-Jensen
Publiceret 2026-04-28

Som det kom frem for ikke så længe siden, så er Nacon i økonomiske problemer og det smitter naturligvis af på flere af deres studier. Nacon har forsøgt at sælge nogle af deres assets, blandt andet det franske studie Spiders, som er bedst kendt for Greedfall spillene, som er blevet sat til salg.

Interesserede købere havde indtil 14. april til at komme med deres bud, men ifølge det franske medie Origami, blev der ikke fremsat nogle købstilbud og derfor er studiet ikke blevet solgt. Derfor vil Spiders nu blive taget under konkursbehandling og forventes derfor at lukke i den nærmeste fremtid. Fransk lov kræver, at der foretages afskedigelser inden for femten dage efter rettens afgørelse om konkursbehandling.

Medarbejderne skulle i dag have været samlet på kontoret en sidste gang til en formel hyldest af studiets 18 års eksistens.

Spiders er bedst kendt for Greedfall spillene, men har også stået bag det glimrende Steelrising, samt The Technomancer, Of Orcs and Men og Grey Matter.

Vi håber det bedste for alle de ansatte hos Spiders og at de kommer godt videre - og så krydser vi fingre for Nacons andre studier, der også må betragtes som at være i farezonen efter dette.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage