Efter lanceringen af LEGO-versioner af blandt andet Atari 2600, Game Boy og NES, ser det nu ud til, at den næste konsol i rækken bliver Mega Drive (kendt som Genesis i USA). Som de fleste ved, er det Segas største konsolsucces nogensinde, og den maskine, der for alvor tog kampen op mod Super Nintendo i første halvdel af 1990'erne.
Kilden til rygtet er BrickTap, som betragtes som en troværdig insider i LEGO-miljøet. Hvis man håber på en massiv model i fuld størrelse, bliver man dog sandsynligvis skuffet; prisen forventes nemlig at ligge omkring de 40 dollars, hvilket indikerer, at der er tale om en mindre udstillingsmodel. Sættet har angiveligt nummeret 40926 og forventes udgivet allerede den 1. juni, hvilket tyder på, at en officiel annoncering er lige om hjørnet.
Det er i øvrigt anden gang, at LEGO kaster sig over Sega-hardware, da de sidste år sendte en Mega Drive-controller på gaden. Vi krydser fingre for, at det nye sæt bliver en succes, så LEGO og Sega på sigt kan blive enige om et større og mere detaljeret fælles projekt.