Atomfall bliver officielt til en tv-serie fra folkene bag Fleabag

Rebellion skal være med til at bringe showet til live.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-05-04

Atomfall er måske nok en ny IP, efter at Rebellion-spillet fik debut på PC og konsoller sidste år, men det har i den grad fanget opmærksomheden hos de mange, der har spillet det. Derfor er det nu blevet afsløret, at projektet er blevet udvalgt som det næste spil, der skal filmatiseres som tv-serie, med Rebellion tilknyttet som en central produktionskraft.

Som det forklares i en pressemeddelelse, bliver Atomfall-serien samproduceret af Rebellion og tv-produktionsselskabet Two Brothers. Rebellions grundlæggere, Jason og Chris Kingsley, er tilknyttet som executive producers sammen med Ben Smith (Rogue Trooper), mens Harry og Jack Williams fra Two Brothers er tilknyttet serien som både forfattere og executive producers. Sidstnævnte par er især kendt som producenter og forfattere på serier som Fleabag, The Assassin og The Tourist.

Om beslutningen om at gøre Atomfall til en tv-serie udtaler Jason og Chris Kingsley følgende: "We are delighted to be partnering with Two Brothers to bring the world of Atomfall to television. Harry and Jack demonstrated a clear love for Atomfall and talked about their own particular endings when they were playing the game. It is always exciting to work with people who share the same passion for creating and telling great stories and we are sure that this partnership will help to deliver a television series that will delight fans of the game and beyond."

Det forlyder, at tv-serien vil "expand on the game's mythology while remaining faithful to its tone, themes and British roots." Der er endnu ingen meldinger om, hvornår serien forventes at få premiere, da denne annoncering lader til at være meget tidligt i projektets udvikling.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage