Hvis du er en fast læser af Gamereactor, er du uden tvivl klar over, at Sega har arbejdet hårdt de seneste år på at genfinde sin arv. Det hele startede, da de annoncerede ved The Game Awards 2023, at de ville udgive nye spil i spilserier som Crazy Taxi, Golden Axe, Jet Set Radio og Streets of Rage, og siden da har de udvidet det med nye udgaver af titler som Ecco the Dolphin og Virtua Fighter.
Så sent som i sidste uge annoncerede de, at de har endnu et nyt projekt knyttet til dette kaldet Sega Universe, som vi forventes at høre mere om i den nærmeste fremtid.
Nu ser det ud til, at endnu en Sega-klassiker er på vej til at få nyt liv: Bonanza Bros. Det blev oprindeligt udgivet i 1990 i arkadehaller, men kom senere til både Master System og Mega Drive samt andre platforme, der var tilgængelige på det tidspunkt. Gematsu rapporterer via Bluesky, at Sega har registreret varemærket Bonanza Bros. Golden Heist, hvilket uden tvivl lyder som et nyt indslag i Bonanza Bros.-serien.
Det oprindelige var en slags hybrid af kup/snigespil med fokus på co-op, hvor du og en ven, der spillede som Robo og Mobo, skulle undgå vagter og stjæle værdigenstande fra banker, palæer og andre steder. I betragtning af den stigende popularitet af co-op-spil efter Hazelights succeser med titler som It Takes Two og Split Fiction, virker det bestemt som et klogt træk at forsøge at genoplive denne klassiske, fremragende serie.
<social>https://bsky.app/profile/gematsu.com/post/3mksez3fh7s2g</social>