Når man tænker på spil, der har været utroligt længe undervejs, tænker man sandsynligvis på titler som Beyond Good & Evil 2 eller Grand Theft Auto VI. Det er dog 13 år siden, vi sidst fik et BioShock-spil, og vi virker ikke til at være kommet meget tættere på den nye titel, der blev annonceret helt tilbage i 2019.
I et interview med Game File (via GamesRadar+), udtrykker Take-Two CEO, Strauss Zelnick, at han er "dybt skuffet" over de forsinkelser, vi har set med BioShock 4.
"I think we, in retrospect, wasted a lot of time and money chasing down some creative alleys that turned out to be dead ends...with big team activities, you can't necessarily tell how it's going to be until it all comes together, or begins to come together, and that can take a while and can be very costly," forklarede han.
Udviklingen hos studiet Cloud Chamber har været præget af store organisatoriske ændringer. Sidste år blev industri-veteranen Rod Fergusson (kendt fra Gears of War og Diablo) hentet ind som Senior Vice President for at få projektet på ret køl - en rolle han også udfyldte under den turbulente afslutning på BioShock Infinite. Samtidig har studiet været ramt af fyringer og udskiftninger i ledelsen efter interne evalueringer hos udgiveren 2K.
De seneste betydelige detaljer om BioShock 4 slap ud mod slutningen af sidste år via lækager, der antydede en setting i en 1960'er-by i Antarktis ved navn Borealis. Selvom Zelnick nu udtaler, at han har det "meget bedre" med projektets nuværende retning, tyder rapporter på, at en tidligere intern målsætning om en lancering i 2026 eller tidligt i 2027 nu er skubbet yderligere.
Vi er syv år inde i udviklingen siden den første officielle bekræftelse, og det ser ud til, at vi stadig må væbne os med tålmodighed i flere år endnu, før vi ser det næste "fyrtårn" i horisonten.