Et WWE event har måske afsløret hvornår Gears of War: E-Day lander

Hvis PLE er i september, og sponsoreres af Gears of War: E-Day?
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-05-13

Et kommende WWE PLE (premium live event) har muligvis netop afsløret, hvornår vi får fingrene i Gears of War: E-Day. Xbox' længe ventede retur til Gears of War-serien er sat til at udkomme i år, men vi har endnu ikke fået en fast dato for, hvornår det præcis lander.WWE's crossover-show med den mexicanske wrestling-organisation AAA - Triplemania - finder sted som et todages event den 11. og 13. september 2026. Her vil wrestlere fra begge forbund kæmpe i stjernespækkede kampe, men det mest interessante for os er begivenhedens hovedsponsor: Gears of War: E-Day.

<social>https://x.com/luchalibreaaa/status/2053259088146862285</social>

Selvom en sponsorering ikke er en officiel bekræftelse af en udgivelsesdato, vil det være mærkeligt, hvis kommentatorerne under promoveringen af sponsoren blot siger: "Det er action som aldrig før! Bekæmp locust-horden i Gears of War: E-Day, tilgængeligt... en dag." Normalt ser man kun så massive sponsorater, når et spil enten er ude lige nu, eller i det mindste lander inden for de nærmeste uger. Det peger derfor kraftigt i retning af, at Gears of War: E-Day får en udgivelse i september. Dette stemmer også overens med andre rygter fra pålidelige kilder, der peger på netop september som udgivelsesmåneden - præcis som det var tilfældet med Gears 5 tilbage i 2019.

Det ville give Xbox' store flagskib plads til at trække vejret, før efteråret bliver proppet med titler som Fable, det næste Call of Duty og naturligvis den gigantiske lancering af GTA VI i november. Vi får sandsynligvis vished meget snart, da Xbox planlægger at fremvise spillet i en dedikeret Gears of War: E-Day Direct den 7. juni 2026, umiddelbart efter deres store Xbox Games Showcase. Hvis spillet stadig står til en 2026-udgivelse og ikke får en dato der, ville det være bekymrende - men med dette WWE-samarbejde in mente, må man formode, at Xbox har en dato klar, som de blot holder tæt ind til kroppen lidt endnu. Tror du, at september er den perfekte måned for Marcus Fenix' oprindelseshistorie, eller er det for tæt på årets andre store udgivelser?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage