Det føltes som en forsinket aprilsnar, da GameStop i sidste uge afgav et bud på 55 milliarder dollars (i en kombination af kontanter og aktier) for at opkøbe eBay. Men buddet var ramme alvor, og GameStops CEO, Ryan Cohen, forestillede sig angiveligt en fremtid som direkte konkurrent til Amazon.
Nu har eBay taget bladet fra munden, og de virker på ingen måde imponerede over tilbuddet. I en pressemeddelelse udtaler de, at buddet er "neither credible nor attractive." eBays bestyrelsesformand, Paul Pressler, tilføjer desuden, at "eBay's Board is confident the company, under its current management team, is well-positioned to continue to drive sustainable growth."
Med andre ord tyder alt på, at handlen er død før ankomst - hvilket de fleste analytikere også havde forudset. GameStop er trods alt en virksomhed med en markedsværdi på omkring 12 milliarder dollars og en mildest talt turbulent nyere historie. Tanken om, at de skulle opkøbe en mastodont til fire gange deres egen værdi, virkede fra start mere end almindeligt optimistisk.
<social>https://bsky.app/profile/reuters.com/post/3mlnxgxdszr2g</social>