Sony kunne på Gamescom fortælle om et bragende godt antal forudbestilte PS4-konsoller. Fra flere kilder rapporteres det dog i dag, at Sony kommer til at mangle PlayStation 4 ved lanceringen. Dette kommer også til at påvirke danskerne. Ifølge blandt andet Billig-PS4 har blandt andet Coolshop meldt ud, at de har stoppet for forudbestillinger grundet usikkerhed omkring leveringen.
Ifølge rygterne er det kun Bilka, Fona og Gamestop, der overhovedet kommer til at modtage konsoller.
Vi har taget fat i Nordisk Film for en officiel be- eller afkræftelse og afventer lige nu svar. Mere så snart vi ved det.
Opdateret
Nordisk Film skriver til Gamereactor:
"Efterspørgslen på PlayStation 4 har været helt enorm, ikke bare her i Danmark, men over hele verden. Lige nu gør vi alt, hvad vi kan, for at leve op til efterspørgslen, så de danske kunder kan få en PlayStation 4 så hurtigt som muligt. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige præcist, hvor mange konsoller vi får til de enkelte forhandlere. Men vi arbejder tæt sammen med forhandlerne og vil løbende informere om situationen."
Vi forventer her på Gamereactor, at flere at de større online-butikker dog vælger at importere maskinen fra andre lande, så de kan levere til deres kunder også, såfremt der kommer begrænsning. Har du ikke bestilt en konsol fra en af de tre butikskæder, der rygtes at blive de eneste, kan vi derfor anbefale dig at spørge din valgte butik om deres planer.