GrammaCrackers, en 81-årig streamer, sad derhjemme og streamede sit Minecraft-gameplay, præcis som hun trofast havde gjort de foregående 15 dage. Hendes mål med de mange livestreams er at samle penge ind til kræftbehandlingen for sit 17-årige barnebarn, og hun har sideløbende også kastet sig over titler som Fortnite (med en vis succes!), Rocket League og Roblox.
Der er tale om en både ædel og prisværdig sag, men desværre blev den hjertevarme indsamling brutalt afbrudt. En seer fandt det tilsyneladende morsomt at spænde ben for den 81-årige bedstemor og hendes syge barnebarn. Mediet TheGamer rapporterer, at hun blev udsat for såkaldt "swatting", hvilket betyder, at en person indgav en falsk anmeldelse for at lokke politiet i baghold mod hende. Omkring tyve politibiler, fem SWAT-køretøjer, adskillige droner og et stort opbud af tungt bevæbnede betjente rykkede ud og ransagede hendes hjem tidligt om morgenen den 19. maj.
Heldigvis kom ingen noget til under den voldsomme aktion, og GrammaCrackers har angiveligt allerede genoptaget sine streams. Episoden efterlader dog endnu en gang en bitter smag i munden og minder os om, at der desværre findes ekstremt afsporede individer derude.