I løbet af de seneste dage har vi her på siden kunnet berette om den hidtil usete interesse for Forza Horizon 6. Spillet nåede massive spillertal allerede flere dage før den officielle lancering, hvilket er et tydeligt tegn på, at rigtig mange har investeret i de dyrere og større udgaver. Da spillet endelig udkom officielt, fulgte den næste store succes straks efter; det blev nemlig det mest spillede Xbox Game Studios-spil nogensinde på Steam inden for de første 24 timer.
Nu er den næste vilde milepæl så i hus. Seriens officielle Instagram-konto har netop annonceret, at spillet har rundet seks millioner spillere - blot to dage efter den officielle udgivelse. Det gør spillet præcis lige så populært som sin elskede forgænger, Forza Horizon 5, der opnåede nøjagtig samme resultat efter to dage tilbage i 2021. Forgængeren havde dog på papiret et potentielt større publikum, da det udkom på tre platforme - PC, Xbox One og Xbox Series X/S - og samtidig blev lanceret midt under pandemien, hvor adskillige spiltitler nåede et fuldstændig svimlende antal spillere.
Som bekendt er Forza Horizon 6 udelukkende tilgængeligt på PC og Xbox Series X/S, men det har altså alligevel formået at matche forgængerens historiske tal, hvilket må siges at være et ultimativt bevis på seriens enorme styrke.
<social>https://www.instagram.com/p/DYnBBLMji5m/</social>