Endnu et af Sonys live service-spil har nu nået vejs ende. Det handler om Destruction AllStars, som nu helt er blevet fjernet fra PlayStation Store, samtidig med at multiplayer-serverne er blevet lukket ned med øjeblikkelig virkning.
Oplysninger om dette er blevet sendt ud til spillere via e-mail, hvor man også meddeler, at den virtuelle valuta "Destruction Points" ikke længere kan købes. Selvom onlinedelen er lukket med øjeblikkelig virkning på grund af vedvarende tekniske problemer, vil spillets øvrige servere først blive endeligt slukket den 25. november 2026. Indtil da kan eksisterende spillere stadig bruge deres optjente valuta i singleplayer. Visse dele af spillet, herunder udfordringer i Arcade Mode mod computerstyrede modstandere, vil fortsat være tilgængelige i offlinetilstand for spillere, der allerede ejer spillet, selv efter den endelige serverlukning i november.
Destruction AllStars blev lanceret som et af de allerførste eksklusive spil til PlayStation 5, og selvom spillet oprindeligt var tænkt som et fuldprisprodukt, blev det hurtigt en permanent del af PlayStation Plus på grund af svigtende salg og mangel på spillere.