Backrooms og Obsession er begge massive succeser i biograferne

A24 scorer deres bedste åbning nogensinde med Kane Parsons Backrooms.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-06-01

Vi er stadig måneder væk fra Halloween, men det virker til, at gysersæsonen har tyvstartet i usædvanlig grad. Takket være to unge YouTubere, der har taget springet som filminstruktører, har biograferne netop lagt lærred til to af de største succeshistorier i mands minde - hvoraf den ene er på vej til at blive en af de mest profitable film nogensinde.

Vi har kendt til Obsession i et stykke tid, og biografgængerne viser fortsat enorm begejstring for gyseren med Inde Navarrette og Michael Johnston i hovedrollerne. Filmen har i sin tredje weekend i de amerikanske biografer oplevet endnu en stigning i indtjeningen, hvilket er fuldstændig uden fortilfælde.

Men den helt store vinder i den forgangne weekend var gysernyheden Backrooms. Sci-fi-gyseren er skabt af den blot 20-årige Kane Parsons, har Chiwetel Ejiofor og Renate Reinsve på rollelisten og har på globalt plan skovlet svimlende 118 millioner dollars ind. Det gør filmen til produktionsselskabet A24's største åbningsweekend nogensinde og gør samtidig Parsons til den yngste instruktør i historien, der har åbnet en film med over 100 millioner dollars i indtjening.

Begge disse film styrer mod at blive utroligt profitable, da Backrooms har et produktionsbudget på omkring 10 millioner dollars, mens Obsession blev strikket sammen for sølle 750.000 dollars. I den stik modsatte grøft ser det anderledes sort ud for Disneys seneste storstilede Blockbuster, som kæmper med at holde fanen højt i biograferne. Filmen faldt med hele 69 % i de amerikanske biografer i sin anden weekend, hvor den indhentede 25 millioner dollars. Dette markerer det største fald i en anden uge i Star Wars-historien, selvom filmen med sine i alt 246 millioner dollars (via BoxOfficeMojo) på skrivende tidspunkt trods alt har skrabet en pæn sum penge sammen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage