For noget tid siden fyrede Rockstar hurtigt med øjeblikkelig virkning en lang række ansatte. De påstod at disse ansatte allesammen var skyldige i at have delt sensitivt materiale, men det skulle også vise sig, at det netop var denne gruppe, der var ved at samle støtte til at danne en fagforening blandt de ansatte.
Det lignede typisk "union busting", men mens sagen bevæger sig igennem retten, så er der nu sket det ret overraskende, at netop sådan en fagforening er blevet dannet. Som GamingBolt skriver, så er Rockstar Game Workers Union (RGWU), som er underlagt den bredere Independent Workers' Union of Great Britain, nu blevet formet.
Denne fagforening lader ikke til at være sanktioneret eller anerkendt af Rockstar selv, der fortsat skal i retten for at drøfte sagen inden længe. Men ifølge stifterne af fagforeningen, så slutter flere og flere Rockstar-ansatte sig til.
Fagforeningen ønsker mere transparens omkring løn, bedre muligheder for at arbejde hjemmefra, og en "end to crunch". Præcis hvordan Rockstar forholder sig til det her, vides endnu ikke.
<social>https://www.youtube.com/watch?v=iLOq_6rOpoM</social>