Microsoft har under Citi Global Technology Conference fortalt, at et af de spørgsmål, de oftest hører for tiden, er hvor længe Xbox 360 har igen, inden de trækker stikket på den gamle arbejdshest. Ifølge Microsoft har konsollen en rum tid endnu med masser af understøttelse, og de konstaterer at maskinen lige nu er mest profitabel for selskabet. På stående fod lover de, at den i hvert fald har tre år med nye spil tilbage. I 2016 vil du altså stadig kunne se frem til spil til maskinen, hvis vi skal tro MS.