Capcom har "andre uannoncerede titler" planlagt til dette regnskabsår

Det nuværende regnskabsår vil ikke kun byde på Pragmata og Onimusha: Way of the Sword.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-06-05

Da Resident Evil Requiem blev lanceret i slutningen af februar, er spillet teknisk set ikke en del af Capcoms indeværende regnskabsår, der strækker sig frem til den 31. marts 2027. Gyserspillet udkom simpelthen for tidligt, hvilket er årsagen til, at de mange millioner solgte eksemplarer i marts 2026 tilskrives den forrige regnskabscyklus.

Det betyder i stedet, at både Pragmata og det kommende Onimusha: Way of the Sword er udset til at blive den japanske spilgigants helt store salgsdrivere i det igangværende finansår. Her har vi allerede set, hvordan Pragmata rundede to millioner solgte eksemplarer efter blot et par uger på markedet, mens Onimusha som bekendt lander i slutningen af september.

Men Capcom har tilsyneladende endnu flere es-ser i ærmet. I en nyligt offentliggjort Q&A, i forbindelse med de seneste finansielle resultater satte Capcom således et par ord på deres forventninger til det indeværende regnskabsår. Her bemærkede ledelsen, at den kommende Street Fighter-spillefilm endnu ikke er indregnet i prognoserne, men mere interessant slog de fast, at de har "andre uannoncerede titler" i støbeskeen med udgivelse inden april 2027.

Det er foreløbigt uvist, hvilke projekter der gemmer sig bag de lukkede døre. Rygtebørsen gløder dog allerede med spekulationer om endnu et stort Resident Evil-remake, og da Capcom traditionelt ynder at lancere deres gyserspil i slutningen af vinteren eller det tidlige forår, bør vi nok holde et vågent øje med sommerens mange forestående spilshowcases. Vi ved naturligvis i forvejen, at Monster Hunter Wilds står over for en massiv udvidelse, ligesom Resident Evil Requiem har en stor historie-DLC i vente - men disse tæller næppe med i regnskabet som deciderede uannoncerede spiludgivelser.

Hvad håber du mest på, at Capcom har i støbeskeen til os i løbet af de kommende måneder?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage