Ny omfattende undersøgelse viser at danske forældre sætter hårdere grænser for børns gaming-vaner

Desuden viser den også, at Roblox dominerer spilletiden i Danmark.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-06-10

Spil er i dag danske børns absolut foretrukne fritidsaktivitet. Men i takt med at spiluniverserne fylder mere, har forældrene i stigende grad grebet ind over for tidsforbruget. Det viser en ny, omfattende undersøgelse fra Epinion for DR og NIMBI - Danmarks Institut for Spiludvikling og Medierådet for Børn og Unge

Hele 98% af de 6-15-årige spiller spil, og for de fleste er det en daglig aktivitet. Men noget har ændret sig markant siden 2023. Forældrene har i langt højere grad sat faste rammer for spilletiden. Hvor det i 2023 var 59% af de 9-11-årige der fik faste tidsrammer af deres forældre, er det tal i 2026 steget til 68%. Blandt de ældre børn på 12-15 år ses en endnu mere markant stigning fra 27% til 40%.

Næsten halvdelen 46% af de 6-8-årige oplever nu at de spiller mindre end de har lyst til.

Tiden er det store konfliktpunkt: Over halvdelen af de 6-11-årige oplever uenigheder med forældrene om gaming. I 72% af tilfældene handler skænderierne om tidsforbrug.

Andetsteds i rapporten fremgår det, at Roblox fortsat så absolut dominerer herhjemme. Undersøgelsen bekræfter, at spillet sidder tungt på tronen som børnenes absolutte favorit, skarpt fulgt af Minecraft og Fortnite. Alle tre spil er meget sociale størrelser, og det er meget sigende. 90% af de 12-15-årige spiller med andre for at være en del af et fællesskab. Den største udvikling ses dog blandt de helt små (1-5 år), hvor andelen, der spiller spil med andre, er steget markant fra 41% til 53% på tre år.

Du kan læse hele undersøgelsen her.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage