Grand Theft Auto V er uden tvivl en af årets største udgivelser, og der er mange, der virkelig gerne vil have en PC-version af spillet, ikke mindst blandt Gamereactors læsere. Det er helt almindeligt, at fans starter underskriftindsamlinger for at få den slags til at ske.
Det er derimod noget usædvanligt at starte en underskriftindsamling for at forhindre at en vis version af et spil bliver til virkelighed. Men det har en person, der kalder sig Trevor Phillips gjort. Han vil have at Rockstar ikke udgiver en PC-version af GTA V, så "PC-spillere kan få en lærestreg og holde op med at stjæle spil".
I skrivende stund har underskriftindsamlingen 3.737 underskrifter. Vi ved ikke om Rockstar har planlagt en eventuel PC-version. I øvrigt er det nok værd at bemærke, at Trevor Phillips også er navnet på en af de tre hovedpersoner i GTA V - ham den dybt utilregnelige bonderøv af en voldspsykopat...