Tomb Raider: Legacy of Atlantis bringer os tilbage til det, der i den grad ligner den originale Lara Croft, som fans voksede op med. Der er trods alt tale om et remake af det allerførste spil, men det betyder ikke, at Crystal Dynamics kasserer alt det arbejde, de har lagt i karakteren forinden.
I en snak med IGN forklarer Crystal Dynamics' experience director, Jeff Adams, at der er tale om den nøjagtig samme Lara, og at vi blot møder hende på et andet tidspunkt i hendes karriere. Da Survivor-trilogien fungerede som en storstilet oprindelseshistorie for Lara, vil dette nye spil samle tråden op med hende som en erfaren og garvet Tomb Raider, hvilket vil afspejle sig i en langt mere selvsikker personlighed med masser af udstråling.
Hvis Legacy of Atlantis bliver en officiel del af tidslinjen fra Survivor-trilogien, kan vi roligt forestille os, at det nye Tomb Raider: Catalyst vil byde på en lignende fortsættelse af den historie. Legacy of Atlantis er i sig selv et selvstændigt eventyr, men i betragtning af, at Crystal Dynamics har endnu et Tomb Raider-spil på bedding til en udgivelse i 2027, ville det bestemt ikke skade, hvis titlerne var forbundet på den ene eller anden måde.