The Blood of Dawnwalker får gratis men mindre udvidelser efter lanceringen

Regn ikke med store Blood & Wine-lignende udvidelser.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-06-17

Medstifterne og de tidligere The Witcher 3-udviklere hos Rebel Wolves har sat kursen for deres kommende vampyr-rollespil, The Blood of Dawnwalker. Men hvis du havde håbet på gigantiske, betalte historieudvidelser i stil med Hearts of Stone eller Blood and Wine, må du tro om igen. Studiet planlægger i stedet en anden model for spillets fremtidige indhold.

I et interview med det polske medie PAP Biznes (via MP1st), fortæller Rebel Wolves-chef Konrad Tomaszkiewicz, at studiet i øjeblikket arbejder på en tidsplan og et roadmap for mindre, gratis DLC-pakker.

"As for whether there will be add-ons immediately or not at all, we have recently started talks on this topic so as to plan a roadmap and timeline of smaller, free add-ons, but we have not yet made a decision," udtaler Tomaszkiewicz.

Grunden til den mere afmålte DLC-strategi skal findes i studiets langsigtede ambitioner. Tomaszkiewicz forklarer, at det primære mål i øjeblikket er at sikre en solid økonomisk bundlinje efter udgivelsen. Den opsparede kapital skal nemlig bruges til at finansiere de allerede planlagte efterfølgere i sagaen, som efter sigende kommer til at udforske helt andre tidsaldre og kulturer.

Interessen for det mørke fantasy-spil er god nok. The Blood of Dawnwalker har i skrivende stund rundet imponerende 1,5 millioner wishlists på tværs af platforme. Om formlen bærer frugt, får vi at se meget snart, når spillet lander på PC, PS5 og Xbox Series X/S den 3. september.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage