Rapport: "Project Sirius" er et co-op The Witcher-spil

Du spiller som en gruppe Witchere, der skal op imod store bæster.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-06-17

Ved siden af det væld af andre projekter i CD Projekt Reds bagkatalog finder vi det kommende multiplayer-spil i The Witcher-universet. Project Sirius, som udvikles af The Molasses Flood (der blev fuldt fusioneret ind i CDPR sidste år), er stadig omgivet af en del mystik, men nye oplysninger kan nu kaste lys over, hvilken type oplevelse vi har i vente, når tæppet for alvor trækkes væk.

En anonym kilde fortæller til MP1st, at der er tale om et free-to-play co-op RPG, hvor du og dine venner kan skabe jeres helt egne personlige Witchers og tage imod kontrakter på at nedlægge monstre i forskellige miljøer, såsom hjemsøgte ruiner, uhyggelige sumpe og lignende. Man vil kunne tilegne sig evner baseret på de forskellige Witcher-skoler, brygge eliksirer og gøre brug af magiske Signs undervejs. Spillet udspiller sig i år 1230 i The Witcher-universet, hvor Geralt stadig ville have været en ung knægt.

Tilsyneladende sigter spillet i første omgang udelukkende efter en lancering til PC og mobil, hvilket i teorien vil efterlade konsolspillerne på sidelinjen. Project Sirius er fortsat under aktiv udvikling efter at være blevet genstartet i 2023. Selvom et multiplayer-spil i dette univers måske ikke står øverst på alles ønskeseddel lige nu, ved vi også, at CD Projekt Red sideløbende arbejder på højtryk på det næste store singleplayer-kapitel i deres Witcher-saga, så der er ingen grund til at frygte, at franchisen ændrer kurs fuldstændig.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage