Det virker som om, at udviklingen af Assassin's Creed Hexe rykker hurtigere i kulissen, end mange tidligere rapporter har antydet. Skal man tro de seneste rygter på de sociale medier, er spillets lancering nemlig internt blevet rykket frem til juni næste år i stedet for det traditionelle efterårsvindue, som Ubisoft ellers plejer at klamre sig til.
Hexe er uden tvivl et af de mest mystiske og imødesete projekter hos Ubisoft i øjeblikket. Spillet forventes at tage Assassin's Creed-franchisen i en betydeligt mørkere og mere uhyggelig retning, end vi har været vant til før. Flere lækager har peget på, at handlingen udspiller sig under de dystre hekseprocesser i 1600-tallets Tyskland (nærmere bestemt i Würzburg i Det Romerske Rige), og at der vil være et langt større fokus på regulær gys og atmosfære.
Selvom Ubisoft endnu ikke officielt har sat en dato på kalenderen, tyder de interne planer på, at spillet bliver et mere kompakt og fokuseret kapitel i stil med Assassin's Creed Mirage frem for de gigantiske RPG-monstre, vi har set på det seneste. Hvis tidsplanen holder, kan 2027 i den grad gå hen og blive et hæsblæsende år for den franske udgiver, der angiveligt også pønser på at sende et nyt Far Cry på gaden i samme tidsrum.
Ser du frem til Hexe?