Selvom det længe så yderst lovende ud, er der nu blevet sat en effektiv stopper for initiativet "Stop Killing Games" i denne omgang. Det sker, efter at EU-kommissionen har valgt ikke at gå videre med forslaget og dermed afvist at omdanne det til egentlig lovgivning.
Som de fleste nok allerede er klar over, var håbet med "Stop Killing Games" - og det dertilhørende europæiske borgerinitiativ "Stop Destroying Videogames" - at få sat en stopper for den udbredte praksis, hvor spiludgivere reelt gør købte spil fuldstændig ubrugelige ved blot at slukke for serverne eller de dertilhørende onlinetjenester.
I sit officielle svar forklarer EU-kommissionen dog, at der på nuværende tidspunkt ikke er juridisk grundlag for at indføre en lovmæssig forpligtelse til at holde spil funktionelle. Kommissionen argumenterer blandt andet med, at rettighedshavere har eksklusive, immaterielle rettigheder over deres egne værker, og at eksisterende forbrugerlove i EU allerede dækker visse økonomiske interesser. I stedet vil EU nu forsøge at facilitere en dialog mellem branchen og forbrugerne for at udarbejde et frivilligt adfærdskodeks for spils levetid.
Organisationen bag initiativet lader sig dog ikke slå helt ud. De retter nu i stedet blikket og lobbyarbejdet direkte mod Europa Parlamentet i håb om at få dele af deres mærkesager inkluderet i den kommende store lovpakke, Digital Fairness Act.
<social>https://x.com/DigitalEU/status/2066877756520947747</social>
Hvad tænker du om EU's beslutning? Havde du håbet på en hård lovgivning, eller er et frivilligt adfærdskodeks vejen frem?