Nintendo har frigivet en gratis demo af det kommende Rhythm Paradise Groove, som udkommer til Nintendo Switch den 2. juli.
Rhythm Paradise Groove (der går under navnet Rhythm Heaven Groove i USA) er det femte spil i serien og det er det første spil i serien i lidt over 10 år. Det er et gakket rytmespil med mere end 80 minispil - og yderligere 30 minispil, hvis man spiller sammen med ens venner.
Du har nu muligheden for at prøve spillet i en gratis demo, som ligger klar til download på Nintendo eShop, hvor du kan prøve de første fem singleplayer minispil og et enkelt multiplayer minispil også. Dit fremskridt i demoen føres med over i det fulde spil, hvis du efterfølgende vælger at købe det.
Rhythm Paradise Groove kommer til Nintendo Switch den 2. juli - og du kan læse vores preview af spillet her.