Det var så sent som i sidste uge - ugen efter Xbox Games Showcase - at der tikkede meldinger ind om, at Xbox stod over for en decideret blodbadslignende fyringsrunde, hvor utallige spiludviklere risikerede at miste deres job, ligesom flere store studier potentielt kunne blive lukket helt ned. Et af de udviklerstudier, der i den grad var i skudlinjen, var Compulsion Games; skaberne af det kommende South of Midnight blev således beskrevet som et af de mest udsatte teams i hele Xbox Game Studios-familien.
Noget tyder nu på, at bekymringerne omkring Compulsion Games desværre var velbegrundede. Mediet Twisted Voxel har nemlig bemærket, at flere medarbejdere hos Compulsion er begyndt at søge mod LinkedIn for at meddele, at de officielt er blevet afskediget.
Det er i skrivende stund uklart, præcis hvor mange udviklere hos selskabet der rammes af beslutningen, og hvad det kommer til at betyde for Compulsions fremtid. Der har dog sideløbende været forlygter om, at studietoppen har været i dialog med Microsoft om muligheden for at løsrive sig og fortsætte som et uafhængigt indie-studie.
Hvis fyringerne hos Compulsion allerede er en realitet nu, er det desværre et vink med en vognstang om, at vi kan forvente endnu flere dystre meldinger om massefyringer i spilbranchen i de kommende dage og uger.