Supergirl åbner til middelmådige tal verden over

Og DCU's Peter Safran har kommenteret på miseren.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-06-29

"Look out" er den officielle tagline på Supergirl, og måske var den i virkeligheden mindre ment som en advarsel til publikum og mere til de folk, der stod til at tabe millioner af dollars på filmen. I kølvandet på lunkne til jævne anmeldelser og i forvejen moderate prognoser for åbningsweekenden har Supergirl fejlet i at tromme den store succes op ved sin biografdebut.

I alt indspillede filmen 68 millioner dollars på verdensplan, hvoraf de 38 millioner dollars kom fra det amerikanske marked. Det lyder måske ikke helt katastrofalt for en storfilmsåbning, men Supergirl havde ikke blot forventet omkring 50 millioner dollars i USA; den kostede også 170 millioner dollars at producere. Det betyder, at DC og Warner Bros. skal bruge væsentligt mere for at bringe filmen i vatter.

I en udtalelse til New York Post virker Peter Safran, den ene af topcheferne for DCU, allerede til at have bogført åbningen som et tab for Supergirl.

"While Supergirl didn't meet our box office expectations, it's just one component of a broader, long-term strategy at DC Studios that we remain confident in," udtaler han.

Safrans kommentarer antyder, at dette bestemt ikke er enden på DCU, men det er det første reelle bump på vejen, som det nye superhelteunivers har ramt, da Supergirl er den anden store udgivelse i det nye DCU.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage