Det har efterhånden været et par uger siden, at Archetype Entertainment gav os et udvidet kig på gameplayet fra Exodus, og selvom vi indtil videre er ret imponerede over det, der ligner den Mass Effect-agtige oplevelse, som skal mætte os, før BioWare endelig tager os med tilbage til deres sci-fi-univers, er der alligevel nogle spørgsmål fra fansene. Især det udvidede gameplay har affødt en del spørgsmål omkring karakterbygningen og tilpasningsmulighederne.
I Exodus kan du vælge at spille som enten en mandlig eller kvindelig udgave af hovedpersonen Jun - lidt i stil med Mass Effects Commander Shepard. Men i modsætning til Mass Effect får du ikke mulighed for at ændre Juns udseende fuldstændigt. Som Archetype forklarede i et nyligt opslag på Discord, ønsker studiet at være "ærlige og gennemsigtige" over for spillerne omkring det faktum, at spillet ikke vil tilbyde traditionelle værktøjer til karakterbygning.
"This has been a long journey, and along the way, we made a creative decision to build a more defined character. Our customization feature set is focused on curated options rather than a full slider-based character creator. This means Jun will have a more established look, with options including hairstyles, facial hair, hair colour, eye colour, makeup, and tattoos," lyder det i opslaget.
Der er givet et løfte om, at de tilgængelige tilpasningsmuligheder vil blive vist frem i løbet af de næste par måneder, men vi kommer altså ikke til at kunne gå helt amok med Juns udseende. Når man tager i betragtning, hvor meget performance capture der bruges i Exodus, er beslutningen forståelig, og vi får i det mindste stadig lov til at justere visse aspekter af karakteren. Men hvis du ikke er specielt vild med Juns ansigt, som det ser ud lige nu, er det nok en god idé at begynde at vænne sig til det, før Exodus lander i starten af næste år.
<bild></bild>