Rapporterne om den truende fyringsrunde hos Xbox bliver mere og mørkere for hver dag, der går. Mens branchen i forvejen holdt vejret over rygterne om, at det her kan blive den største enkeltstående fyringshistorie i spilbranchens historie, mærkes konsekvenserne allerede nu - senest med nyheden om, at Xbox har trukket stikket på finansieringen af IO Interactives Project Fantasy.
Men hvor fokus hidtil primært har været rettet mod studier som Compulsion, Ninja Theory, Double Fine og senest Undead Labs, som Microsoft angiveligt forsøger at sælge eller lukke, er endnu et tungt navn nu blevet trukket ind i faldzonen.
The Verge rapporterer nemlig, at Xbox seriøst overvejer enten at sælge eller helt lukke Arkane Studios, som står tilbage som den sidste bastion efter lukningen af Arkane Austin i 2024.
Hvis det sker, vil det efter alt at dømme også betyde dødsstødet for Marvel's Blade. Spillet blev annonceret med stor hype, men har siden været præget af radiotavshed. Ifølge rapporten er spillets interne udgivelsesvindue skredet til slutningen af 2027, samtidig med at produktionen efter sigende har overskredet budgettet markant.
Det har længe lydt, at den helt store sparekniv først ville blive svunget i starten af Microsofts nye regnskabsår, som skydes i gang i dag, så vi kigger ind i en ekstremt turbulent tid i de kommende dage.
Hvad angår rygtebørsen og Dinga Bakabas pludselige livstegn på de sociale medier omkring Marvel Tokon: Fighting Souls, så må man bare sige, at timingen føles mere end almindeligt bizar, når man tager i betragtning, hvor sjældent han normalt udtaler sig offentligt under udviklingsforløb. Det er svært ikke at tolke det som et forsøg på at holde fanen højt midt i stormvejret.
<social>https://x.com/DBakaba/status/2072150912127115569</social>