CCP holder EVE Online-kurser for nye spillere

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2013-10-10

Der er næppe noget spil i verden, der er kommet lige så mange fascinerende og vanvittige historier ud af som rumskibs-MMO'et EVE Online. Samtidigt er der også kun få andre spil, der er så svære at gå til, og det er udviklerne fra CCP Games fuldt bevidste om.

Derfor har de nu startet en række træningskurser, der skal hjælpe nye spillere i gang, og gøre spillets enorme informationsmængder og komplekse mekanikker mere fordøjelige.

Den første række kurser starter i aften, og dækker PvP-kamp. Her kommer udviklerne blandt andet ind på EVE's moduler og hvordan man udstyrer sit skib, og slutter af med en tur ud i rummet, hvor man som del af en større flåde finder nogle modspillere at gå i kamp med.

Flere detaljer og nærmere tidsplan finder du på den officielle blog. Den første række lektioner er planlagt til at vare frem til 18 november, dagen inden den næste udvidelse til spillet går i luften.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage