I dag er en glædens dag for alle Batman-fans på PC. Warner meddeler nemlig, at de dropper Games for Windows Live fra både Batman: Arkham Asylum og Batman: Arkham City og erstatter systemet med Steamworks.
Det sker, fordi Games for Windows Live-tjenesten som bekendt snart lukker, og spil der er afhængige af den derfor vil holde op med at virke.
De opdaterede udgaver af begge spil tilbyder nu Steam Achievements og cloud-understøttelse, og virker med Steams Big Picture Mode. En enkelt dårlig nyhed er der dog: dine gamle savegames holder op med at virke.
Har du købt et eller begge spil via Steam, skal du intet foretage dig - Steam sørger selv for at hente den nødvendige patch. Har du derimod købt spillet på DVD eller via en anden onlinetjeneste, skal du blot indtaste din nøglekode i Steam, så bliver det tilføjet til din samling. Flere detaljer og nærmere instrukser finder du her.
Der er i øvrigt 75 procents rabat på begge Arkham-spil på Steam i denne weekend i anledning af skiftet.