I de gode gamle dage var teknikken ikke til store episke eventyr, alligevel husker mange spillene fra dengang som værende nærmest episke.
På mange måder var det dog nærmere en opskruet sværhedsgrad og gentagelse af de samme mekanikker, der oftest var på menuen. Ville man klare skærene, måtte man yde meget eller ty til snydekoder.
I de moderne spil ser vi ofte en holden i hånden. Alligevel er der dog ligheder. Snydekoder er i dag erstattet af forhadte in-app-purchases. Mens opskruet sværhedsgrad og gentagelse oftest ses som grinding.
Samtidig ser vi spil som Dark Souls straffe spilleren, og en god portion gamere, der elsker det.
007 GoldenEye bliver velfortjent set som en klassiker, som mange husker med varm nostalgi, men da folkene bag Goldeneye kom ud med nyt i form af Perfect Dark, blev det kritiseret for at "man ikke engang kunne hoppe" - men det kunne man jo heller ikke i GoldenEye. Det er selvfølgelig en balancegang, men er vi egentlig sikre på, hvad vi vil have? Eller tager nostalgien over, når vi skal definere klassikere?
Personligt mener jeg, at der er plads til begge anskuelser, ingen gamere er ens. Hvorvidt vi skal acceptere den ene types indtog i den anden types gaming, er straks en anden sag.
Måske er der stadig plads til de svære og komplicerede spil, og måske er freeemium eller casual-gaming ikke så galt altid?
Men hvordan skal den slags skrues sammen for ikke at fremmedgøre mainstream-spilleren, som oftest panikker ved synet af udfordring. Og kan hardcore-gameren godt leve med visse former for IAP eller simplicitet? Er der en gylden mellemvej?
Hvad siger du?