Okay, måske er overskriften sat lidt på spidsen, men King, udvikleren bag Candy Crush, har registreret ordet "Candy" som varemærke i spilsammenhæng. Og de er allerede begyndt at sende skrivelser til andre udviklere af spil med "candy" i titlen, hvor de opfordrer til at trække deres spil tilbage eller give dem et nyt navn, så de ikke skader Candy Crush-varemærket.
En af dem, der har modtaget brev fra King, er indie-udvikleren Benny Hsu, skriver GameZebo. Hans spil, All Candy Casino Slots, krænker Kings varemærke, påstår de:
"Your use of CANDY SLOTS in your app icon uses our CANDY trade mark exactly, for identical goods, which amounts to trade mark infringement and is likely to lead to consumer confusion and damage to our brand."
Varemærkeeksperten Martin Schwimmer forklarer over for GameZebo, at det ikke nødvendigvis behøver at betyde katastrofe for alle spiludviklere, der benytter ordet Candy i deres titler. Man kan stadig hævde at man fandt på sin titel uden inspiration fra Candy Crush, siger han.