Titanfall har uden tvivl givet Microsofts konsol det boost, som de ønskede. Således rapporterer sitet MCV at konsollens salg steg med 96% i ugen hvor Titanfall udkom.
En mindre prisnedsættelse og problemer med at levere PlayStation 4, har sikkert også gjort sit til det ekstra salg. Detail-kæder fortæller dog til MCV, at der stadig sælges flest PlayStation 4, når de altså kan skaffes.
Herhjemme nyder Sony stadig godt af Microsofts beslutning om at udsætte Xbox One til september, selvom lagersituationen for Sonys konsol heller ikke ventes at være optimal før engang til sommer.
Om det nyligt lancerede PlayStation 4-eksklusive Infamous: Second Son kan gøre samme underværker for Sonys konsol som Titanfall har gjort for Xbox One bliver spændende at følge i de kommende uger.