Når kæmpesuccessen The Last of Us indtager PlayStation 4 senere i år, bliver det selvfølgelig med grafiske opdateringer, der udnytter konsollens ekstra kræfter, men der er ikke kun tale om højere opløsning og blødere billedhastighed.
I et interview med Edge fortæller creative director Neil Druckmann om nogle af de tekniske ændringer. Blandt andet er der en ny lysmodel, og alle mellemsekvenserne er blevet genrenderet, så de nu kører i 1080p med 60 billeder i sekundet.
Den vigtigste forskel er dog nok, at Naughty Dog nu bruger samme figurmodeller i spillets gameplay som de gør i mellemsekvenserne. Altså kan vi se frem til væsentligt mere detaljerede udgaver af Ellie, Joel og alle de andre i PS4-spillet.