Det næste Battlefield hedder Hardline

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2014-05-28

Efter oplysninger om spillet ved en fejl slap ud i går aftes, har EA nu officielt bekræftet, at det næste spil i Battlefield-serien hedder Battlefield: Hardline, og bliver afsløret på E3.

Hardline bliver udviklet af Visceral Games, og lægger for en stund militær og internationale konflikter bag sig, for i stedet at fokusere på SWAT-hold og skurke med skimasker.

På EA-bloggen lyder det blandt andet om spillet:

The game launches this fall and it's a brand new series in the Battlefield franchise, set against the backdrop of a genre we all love - the war on crime and the battle between cops and criminals.

Inden EA lagde det officielle teaser-site online, slap der ved en fejl en del oplysninger ud via Battlefield-seriens Battlelog-tjeneste. Blandt andet har Battlefield Daily spottet en stribe logoer og ikoner, mens Getblog har fanget en stribe platform-specifikke ikoner, der peger på at spillet udkommer til PS3, PS4, Xbox 360, Xbox One og PC.

Derudover er detaljer som navnene på fire spillerklasser (Enforcer, Mechanic, Operator, Professional) og en banetitel (Downtown) sluppet ud, ligesom det står klart, at der er en beta på vej.

Battlefield: Hardline udkommer til efteråret, skriver EA.

<bild></bild>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage