Senere i år samler Microsoft Halo 1-4 i én samlet pakke til Xbox One, og et af de helt store trækplastre er Halo 2: Anniversary Edition. Ligesom de tidligere har gjort med Halo: Combat Evolved, får Halo 2 nemlig den fulde, grafiske overhaling, så spillet ligner en rigtig Xbox One-titel. De øvrige spil i pakken kan nyde godt af højere opløsning, men ellers ligner de sig selv, som de så ud på Xbox 360.
En anden vigtig forskel er dog, at 343 Industries genskaber Halo 1's multiplayer til genudgivelsen - Xbox 360-udgaven af Halo: Anniversary Edition inkluderede nemlig ikke originalens multiplayer, men holdt sig i stedet til den fra Halo: Reach. Dermed bliver det første gang, man kan spille Halo 1 mod hinanden over Xbox Live (spillet udkom nemlig oprindeligt inden den tjeneste gik i luften. Nøj, det er gammelt).